Østbirk Varmeværk holdt stiftende generalforsamling den 14. august 1962. Den 15. december samme år indvies værkets første varmecentral på Storegade, hvor der blev fyret med olie. Fra starten var der 62 medlemmer af værket. Prisen på 1 ton fyringsolie i 1962 var ca. kr. 100.
I 1972 overtages Skanderborg Amts Boligselskabs varmecentral på Åkjærsvej, som der i 1971 var etableret forbindelse med via en ledning fra varmecentralen på Storegade. Der er nu 254 medlemmer og prisen på fyringsolie er fordoblet siden 1962.
Fra november 1980 leverer Spanvall overskudsvarme til varmeværket fra deres træaffaldsforbrænding. Varmecentralen på Storegade afvikles i 1981. Spanvall leverer efterhånden 90% af varmeforbruget, hvilket er godt for økonomien i varmeværket, da prisen på fyringsolie er 20-doblet siden starten i 1962.
Varmeværket overtager i 1998 Spanvalls ejendom på Industrivej. Spanvall står fortsat for varmeproduktionen, men nu som lejere af produktionsanlægget. Året efter overgår driften af produktionsanlægget til varmeværket selv.
I 2005 sammenlægges centralen på Åkjærsvej med Industrivej ved etablering af ny 6 MW oliefyrskedel til reservelast.
Varmeværket indgår i 2009 kontrakt med Tjæreborg Industri A/S om opførelse af nyt 5 MW flisfyringsanlæg til afløsning af det gamle spånfyringsanlæg, der efterhånden har 30 år på bagen.
I 2012 kunne varmeværket fejre 50 års jubilæum, samtidig med at varmeværkets kasserer Kaj Stabell Jørgensen kunne fejre sit 25 års jubilæum i bestyrelsen.